Men alle dem, der tog imod hans navn...

David Højberg

I begyndelsen af Johannesevangeliet læser vi dette fantastiske løfte:

Men alle dem, der tog imod ham,
gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.

Dette skriftsted fra Johannes 1:12 bliver tit brugt i fremstillingen af evangeliet, og alle kristne kan nok nikke genkendende til det. I princippet er vi enige, men nogle oplevelser har på det seneste fået mig til at tvivle på, om vi kristne også handler, som dette skriftsted siger?

Når jeg kigger rundt omkring, bliver jeg i tvivl, om vi virkelig mener dette, for lige nu ser jeg en tendens til splittelse over emner som politik, Israel, synet på endetiden, Helligånden osv. Jeg har fx hørt en kristen bror udtale, at Reformerte ikke er kristne. Den anden vej rundt bliver det også sagt, at Pinsevenner nærmest er falske kristne.

På Facebook ser jeg en lind strøm af opslag, som tilkendegiver, at du næsten kun kan være en kristen, hvis du knuselsker Donald Trump (eller for den sags skyld hvilken som helst politiker). Jeg er også vidne til, at en gruppe kristne er ved at blive splittet på grund af en lille divergens i synet på Israel. Altså vælger man i ovennævnte tilfælde at dømme en troende ude på grund af forskellige holdninger, som ikke handler om vores frelse.

I en lille klumme skriver Mark Hill fx under overskriften “Diskussionsgruppe for tåber“ om alle de ting der splitter og forvirrer på Facebook:

(Du kan) Anklage alle de andre medlemmer af gruppen for at være vranglærere over teologiske nuanceforskelle.

Teologiske forskelle kan til tider være med til, at man vælger en anden menighed, men er vi ikke stadig søskende i troen? Kan vi ikke hilse på hinanden og tale sammen, blot fordi vi ser forskelligt på nuancerne?

Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.

Når Johannes skriver på denne måde i 1.Joh 4:7, er det så ikke klart, at kærligheden til vores medkristne er vigtigere end, at vi hele tiden står urokkeligt fast på vores egen ret og holdning uden at se nuancerne?

Jeg tror bestemt ikke, at jeg selv er 100% ren og uden fejl på dette punkt. Jeg har selv måtte tage nogle valg i forhold til medlemsskab af menighed osv, det gør vi vel alle....

Dog undrer det mig, når vi behandler andre kristne, som om de ikke hører med til Guds universelle menighed. Vi siger det godt nok, men mener vi det? Er vi i synk med Guds ord, når han siger, at alle der tager imod Jesus, er Guds børn?

Jeg vil slutte med Paulus’ ord fra Eferbrevet 4: 1-6, med ønsket om, at de må blive en virkelighed i vores fælles vandring med Jesus:

Jeg, der er fange for Herrens skyld, formaner jer da til at leve, så det svarer til det kald, I fik, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.

Link til Mark Hill’s klumme i Udfordringen:

https://udfordringen.dk/2020/06/diskussionsgruppe-for-taaber/